Hvad er det, de kan, hospitalsklovnene, når de med humor og latter hjælper syge børn der, hvor livet gør allermest ondt?
Kom og lær fra mestrene selv, når hospitalsklovne-skolen holder workshop.
Som hospitalsklovn kommer man i mesterlære i halvandet år – med skoleforløb, workshops og praktik på hospitaler og institutioner.
På symposiet underholder og fortæller to mestre fra Hospitalklovne-skolen, Michael Haunstrup og Karina Krægpøth Sørensen, om, hvordan man lærer at blive en god hospitalsklovn – og hvad det kræver af en i jobbet.
Som deltager i Cleese-festivalens hospitalsklovne-workshop får du oplæg, så du forstår, hvordan humor hjælper, og konkrete tips, som du selv kan bruge. For vi kender det jo alle sammen, at humor kan lette en svær situation, både for den voksne og barnet.
Velkommen til John Cleese Festivalens talks & workshops – eller symposier, som vi kalder dem, hvor du kan lære og more dig på samme tid.
Symposierne finder sted i Underhuset på Huset Carmel, hvor vi skraber lidt i humorens overflade og går om bag grinet.
Symposierne starter kl. 14 og slutter henad 16, måske 16.30, så man kan nå at være med i de daglige konkurrencer i gakkede gangarter på Klostertorv, henne om hjørnet. Og så kan du nå at spise med kl. 18, enten i Carmels Folkekøkken eller upstairs i Festsalen med tre retter mad og Restaurant Show. PS. Book for at undgå en lang næse.