Fredag 5. september 2008
Café Fawlty Cirkus - et refugium i festugen

Café Fawlty Cirkus byder fra kl. 13 til 2 om natten velkommen til alle, der ikke har købt billet til noget andet. En forrykt version af badehotellet Fawlty Towers og Monty Python’s Flying Circus kombinerer stort anlagte begivenheder og små, diskrete morsomheder.
Humor og formidling
- hvordan trækker vi humoren ud af reservaterne og bruger den til at formidle alt andet?
(i samarbejde med Update, Center for journalistisk kompetenceudvikling)
Vi ved, at et sjovt formidlet budskab ses af flere og huskes bedre. Alligevel bruger vi sjældent humor i seriøs kommunikation. Symposiet vil befri humoren fra mediernes særlige reservater af klummer, bagsider og satire – og undersøge hvornår og hvordan vi kan bruge den alle andre steder.
Dagens dyst i gakkede gangarter

Meld dit hold til årtiets mesterskab!
Hver dag dyster mindst to hold med hinanden – med det formål at sprede et tolerancens budskab om, at der er mange måder at nå frem på.
Stand-up’eren Claus Pettersson og han komiske kollegaer kommenterer og dømmer slagets gang.
Sted: Teatergaden foran Århus Teater
Læs mere: Sådan deltager du!
Restaurantshow

Hver aften byder John Cleese Festivalen på god mad med forstyrrende underholdning og et menukort direkte fra Cleese-universet (sorry, we are out of waldorfs).
Restaurantshow byder i spredt orden på close-up tryllerier ved bordene, teatertjenere, en mand på risten og en møgirriterende levende jukeboks.
Poetry Slam
Stand-up Poesi efter de særlige Århus-regler.
Poetry Slam er en hæsblæsende form for stand-up poesi. Poetklub Århus og Michael Persson, alias Vitavrapmanden i De røde pølsers nat, sætter holdet – med Anita Egelund, tidl. danmarksmester i Poetry Slam, som prøve-slammer.
Hver poet har 3 minutter og 10 sekunder til at fyre den af og forsøge at vinde publikums gunst. Det er nemlig publikum der enstemmigt afgør, hvem der går videre. På en aften går den bedste poet gennem i alt 3 runder.
Natkabaret - komik-jam med byens komikere

Henrik Bruhn
Hverdagen sat under kritisk lup. Tidligere og nuværende århusianske komikere vender verden på hovedet.
Med bl.a. Niels Peter Henriksen, Henrik Bruhn & Anders Bonde.
Plus risiko for gas og komiske surpriser.
Vært: Jan Svarrer
Ønskebio
Sted: Cafeens ønskebio. Tid: Som du ønsker!
John Cleese Society of Århus & Omegn skal ikke bestemme det hele. Fredag aften er det publikums tur og alle titler er i spil. Kom ned i løbet af ugen og skriv en ønskeseddel. En nummerpige vælger ud blandt de mange forslag og tjekker de heldigt med 'Kontoret for andre folks copyright', før vi trykker på on.
