”Humor er ikke det rene pjat!”
v. overlæge Bent Eikard, formand for Dansk Selskab for Medicinsk Humor.
Sygdom er ikke til at grine af. Men griner man alligevel, bliver man hurtigere rask. Humor og latter kan bevidst bruges i behandlingen for at fjerne fokus fra smerte og være vigtige elementer i helbredelsesprocessen. Foredraget vil prøve at forklare, hvad humor egentlig er for en størrelse, hvad latter er, og hvad det er, der får os til at le.
Den amerikanske læge Patch Adams var en af de første til at bruge humoren systematisk i behandlingsøjemed. Han introducerede den omsorgsfulde hospitalsklovn, som er en mere diskret figur end den traditionelle cirkusklovn, med en indføling og situationsfornemmelse, der går i samspil med patienterne, pårørende, plejepersonalet og behandlerne.
Foredraget anskueliggør humor som konflikt- og smerteforløser for sundhedspersonale og patienter indenfor alle aldersgrupper og sygdomsområder. Erfaringer viser, at ikke kun børn, men også selv alvorligt syge voksne, demente og psykisk syge hæver stemningslejet efter den systematiske dosering af humor, som et vellykket klovneri er.
Bent Eikard er speciallæge i anæstesiologi (herunder lattergas), har siden uddannet sig til hospitals- og institutionsklovn og arbejdet på hospitalsafdelinger for børn og plejeinstitutioner for ældre og handicappede.
