Kreativ mens du sover

 

Cleese: Vil du være kreativ, skal du give din underbevidsthed frit spil

                     

af Katrine Skov

 

Kreativitet er ikke en medfødt gave, men derimod et spørgsmål om at komme i kontakt med din underbevidsthed, så den kan gøre arbejdet for dig. Det afslørede John Cleese onsdag ved et fyraftensmøde afholdt af foreningen John Cleese Society of Århus & Omegn.

 

John Cleese er blandt andet kendt fra serierne Halløj på Badehotellet og Monty Python, og man skulle mene, at begge disse komedier kræver en høj grad af kreativitet. Alligevel hævder Cleese, at han ikke var synderligt kreativ som barn. Han kunne ikke skrive dårlige digte ligesom de andre kreative børn, og lærerne i skolen roste ham aldrig for hans kreativitet.

 

Det vigtigste er processen

Under sin tid på Cambridge opdagede John Cleese imidlertid, at han kunne være kreativ, og han begyndte at studere processen. Hans studier viste, at kreativitet i høj grad er et spørgsmål om at komme i kontakt med sin underbevidsthed. Hvis du ønsker et kreativt gennembrud, handler det derfor om at lære, hvordan du bedst skaber de rette arbejdsbetingelser for underbevidstheden.

 

Dem skaber du for det første ved at sørge for ikke hele tiden at blive afbrudt. Ingen forstyrrende Sms’er, telefonopringninger eller anden indblanding udefra. Desuden må du lære at afgive kontrol. Folk, der ønsker at have kontrol, kan ikke lege, og leg er nødvendigt for at kreativiteten kan udfolde sig.

 

Snork dig til løsninger

Det er dog ikke altid nødvendigt selv at gøre en indsats for at være kreativ, så længe du har skabt dig et overblik over opgaven, forklarer Cleese. Han oplever ofte at stå over for et tilsyneladende uløseligt problem, som han til sidst må opgive.

 

”Men når jeg vågner næste morgen er problemet væk”, triumferer Cleese. ”Og ikke nok med, at problemet har løst sig selv, jeg kan ikke en gang huske, hvad problemet var.”

 

Ifølge denne kreativitetens konge er det altså med at få gang i underbevidstheden, hvis du skal hive nogle kreative ideer op af hatten. Om du vil gøre det i sovende eller vågen tilstand er op til dig selv.